Ring ligger mellem Næstved, Vordingborg og Præstø, 2 km. fra Dybsø Fjord. Ring er en gammel landsby og der ligger stadig 3 gårde mellem de ca. 50 huse. Befolkningen er en blanding af børnefamilier, erhvervsdrivende og seniorer.
Link kopieret
Indhold
Midt i Ring er der et idyllisk gadekær med græsareal omkring, med borde og bænke.
Bussen har stoppested i Ring og der er offentlig transport til Mogenstrup, Vordingborg Landevej og Præstø Landevej. Der er gode togforbindelser fra Lundby.
Nærmeste indkøbsmuligheder er Blangslev, Køng, Lundby og Mogenstrup.
Der er et aktivt Bylaug som arrangerer aktiviteter i året løb. F.eks., tøndeslagning, sommerfest, juletræ o lign. Bylauget sørger desuden for at græsarealet ved gadekæret og Trekanten ( ved gadekæret) bliver slået.
L. A. Ring
I dette hus fødtes den verdensberømte guldalder maler L.A.Ring. Laurits Andersen kom fra denne sydsjællandske landsby. Først i 1880 føjede han Ring til sit navn. Det skete, da han og hans gode ven Hans Andersen, der kom fra landsbyen Brændekilde på Fyn, begge sendte malerier ind til Forårsudstillingen på Charlottenborg. De to venner besluttede at tage navn efter deres fødebyer for at undgå at blive forvekslet, og så var L. A. Ring og H. A. Brendekilde født som kunstnere.
De, der har skrevet om Ring, er enige om, at mødet med Sigrid Kähler var helt afgørende for ham som menneske såvel som kunstner. Helt uventet, i en alder af 41, blev han gift med den kun 21-årige Sigrid, datter til den berømte Keramiker Herman A. Kähler. Peter Nørgaard Larsen beskriver ægteskabet som ”Rings sene adkomst til foråret”, mens Finn Terman Frederiksen går et skridt videre: ”Forbindelsen med den unge Sigrid Kähler ændrede alt. I hende mødte han endelig opfyldelsen af sine hedeste længsler, den store kærlighed, der ændrede hans liv.